Historie

Årslev Harmoniorkester tog sin begyndelse den 14. januar 1975, hvor orkestret holdt sin første prøve på Bøgehøjskolen i Årslev. Orkestret begyndte som et mindre ensemble med ca. 14 medlemmer, og er siden vokset, så det på et tidspunkt talte 60 medlemmer, - i dag er vi ca. 30 medlemmer.

Årslev Musikskoles Harmoniorkester, som det hed dengang, startede som en del af Årslev Kommunale Musikskole, som var en af landets første musikskoler, og sidenhen voksede sig til en af landets største inden for området. Harmoniorkestret har alle årene hørt ind under Musikskolen, men med kommunesammenlægningerne ved årsskiftet 2006/2007 kom orkestret ind under Årslev Musikaftenskole. Orkestret hedder derfor i dag Årslev Harmoniorkester.

Orkestret består af ca. 30 entusiastiske medlemmer. Der er plads til alle i orkestret, mænd som kvinder, drenge som piger.

Orkestrets leder og dirigent er Ib Roland. Ib afsluttede sin uddannelse fra Det Fynske Musikkonservatorium i 1972, men blev allerede i 1971 tilknyttet Årslev Musikskole, som underviser i klarinet, saxofon og harmonika. Han var således med til at starte Harmoniorkestret i 1975, og har stået i spidsen for det lige siden.

Ikke kun Ib Roland, men også et par af orkestrets medlemmer har været med helt fra begyndelsen, og til honorering af deres og andres langvarige engagement i orkestret, uddeles der hvert år til jule- og sommerkoncerten 5, 10, 15, 20, og 25 års nåle til medlemmerne. Ved 30 og 35 års anciennitet modtager man en særlig opmærksomhed. Flere medlemmer har også opnået sidstnævnte.

Hvilke instrumenter består et harmoniorkester af?
Harmoniorkestret består af messing- og træblæsere samt rytmegruppe, der består af el-bas og slagtøj.
Messingblæserne tæller trompeter/cornetter, tromboner/trækbasuner og baritonhorn. Træblæsergruppen består tværfløjter, saxofoner og klarinetter.

Hvilken slags musik spiller orkestret?
Vores repertoire spænder vidt, fra marcher, klassisk musik og danske sange til musicalmusik og jazzinspireret musik.

Øveaftener
Harmoniorkestret holder en ugentlig prøve hver tirsdag i aulaen på Bøgehøjskolen i Årslev, og vi følger året igennem folkeskolernes ferieplan. Vi starter en øveaften kl. 18.30 og slutter kl. 20.45.